Den værste dag
Hvor er livet skrøbeligt!
Torsdag den 20. april har jeg ferie. Kl 12 har jeg lige været i bad og har fået hevet Bo ud af sengen og fået lokket ham i bad også. Min mor, som arbejder på flex har fri kl 14.00. Alligevel kommer hun ind af døren. Først forstår jeg ikke hvorfor. Så ser jeg på hende. Hun er helt forkert. "Min bror er død", siger hun. Verden breder sig omkring mig for derefter at suges ind i et enormt vacuum.
Udenfor skinner solen.
Det virker forkert, når verden forandres så drastigt.
Han er blevet kørt ihjel af et tog. På vej til den sidste patient på sin vagt. Natsygeplejerskens lod. Trætheden, når dagen lysnes, har slået ham ihjel. Han var ganske enkelt uopmærksom. Togføreren så bilen 15 meter før toget rammer den med 120 km i timen...
Min mor og han har været tæt, som man ellers kun oplever det mellem tvillinger. Jeg ved, hvor stort et tab, hun har lidt. Hvordan intet andet menneske på denne jord, kan forstå hende, som han gjorde.
Han gav mig mit navn. Da mine forældre ikke kunne blive enige og diskuterede Regitze og Anna, kom han hjem fra Jylland, så på mig og sagde: "Hun er jo en Maria!". Det har altid givet mig følelsen af, at han var det første menneske, som så mig, som den jeg i virkeligheden er. Jeg var hos ham altid speciel!
Det er så uvirkeligt, at han nu er væk. Jeg har set hans lemlæstede lig, og ved at han ikke kommer tilbage. Jeg ved, at han ikke længere har et ansigt. At alt, hvad der var fysisk kendetegnende for ham, er hvisket bort. Det gør alt det andet, der gjorde ham til ham, meget vigtigere. Alt hvad han sagde, tænkte og gjorde har betydning.
Han troede på en uvirkelig, stor og altfavnende kærlighed. Det snød ham for kærligheden. Han troede på, at mennesket var godt og ville hinanden det bedste, det skuffede ham. Han ville forstå livet, det gjorde ham til evigt søgende. Det gjorde ham til ham. Et menneske, jeg virkelig fascineredes af, og som i dag fascinererer mig endnu mere.
Jeg kan ikke forstå, at jeg ikke skal se ham mere. Jeg har nu endnu flere ting, jeg ønsker at diskutere med ham. Jeg ved, at han kunne have givet mig nye vinkler på livet. Jeg ved, at han kunne berige mig.
I stedet viste livet, at det er skrøbeligt. At det er nu vi lever. Lev og elsk nu. I morgen er det måske ikke muligt!
Torsdag den 20. april har jeg ferie. Kl 12 har jeg lige været i bad og har fået hevet Bo ud af sengen og fået lokket ham i bad også. Min mor, som arbejder på flex har fri kl 14.00. Alligevel kommer hun ind af døren. Først forstår jeg ikke hvorfor. Så ser jeg på hende. Hun er helt forkert. "Min bror er død", siger hun. Verden breder sig omkring mig for derefter at suges ind i et enormt vacuum.
Udenfor skinner solen.
Det virker forkert, når verden forandres så drastigt.
Han er blevet kørt ihjel af et tog. På vej til den sidste patient på sin vagt. Natsygeplejerskens lod. Trætheden, når dagen lysnes, har slået ham ihjel. Han var ganske enkelt uopmærksom. Togføreren så bilen 15 meter før toget rammer den med 120 km i timen...
Min mor og han har været tæt, som man ellers kun oplever det mellem tvillinger. Jeg ved, hvor stort et tab, hun har lidt. Hvordan intet andet menneske på denne jord, kan forstå hende, som han gjorde.
Han gav mig mit navn. Da mine forældre ikke kunne blive enige og diskuterede Regitze og Anna, kom han hjem fra Jylland, så på mig og sagde: "Hun er jo en Maria!". Det har altid givet mig følelsen af, at han var det første menneske, som så mig, som den jeg i virkeligheden er. Jeg var hos ham altid speciel!
Det er så uvirkeligt, at han nu er væk. Jeg har set hans lemlæstede lig, og ved at han ikke kommer tilbage. Jeg ved, at han ikke længere har et ansigt. At alt, hvad der var fysisk kendetegnende for ham, er hvisket bort. Det gør alt det andet, der gjorde ham til ham, meget vigtigere. Alt hvad han sagde, tænkte og gjorde har betydning.
Han troede på en uvirkelig, stor og altfavnende kærlighed. Det snød ham for kærligheden. Han troede på, at mennesket var godt og ville hinanden det bedste, det skuffede ham. Han ville forstå livet, det gjorde ham til evigt søgende. Det gjorde ham til ham. Et menneske, jeg virkelig fascineredes af, og som i dag fascinererer mig endnu mere.
Jeg kan ikke forstå, at jeg ikke skal se ham mere. Jeg har nu endnu flere ting, jeg ønsker at diskutere med ham. Jeg ved, at han kunne have givet mig nye vinkler på livet. Jeg ved, at han kunne berige mig.
I stedet viste livet, at det er skrøbeligt. At det er nu vi lever. Lev og elsk nu. I morgen er det måske ikke muligt!
posted by MariaG at 1:12 AM
7 Comments:
Kære Maria
Det gør mig så ondt at høre.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive til dig af rigtige ord.
Mine tanker går til dig og din familie.
Kærlige hilsner Spirren
Det gør mig ondt at høre at din morbror er død. Føler med jer.
Pyyyh ... det gør mig oprigtig ondt... Du har ret vi skal nyde det her forbandede liv mens vi har det, modgang eller ej!
Åhh nej hvor forfædeligt. Jeg føler med dig.
Åh nej!
puuuuuh!
Kram og tanker til dig og din familie!
Hvor er det forfærdeligt! Jeg føler med jer!
Kram fra Stina
Det gør mig ondt ... det er ganske enkelt forfærdeligt ...
Jeg føler med jer.
Send en kommentar
<< Home