...

Jeg blev ringet op af min tidligere psykiater i går. Hun ville høre, hvordan det gik med mig i dag, inden hun skrev udtalelsen til samrådet.

Det var rigtig godt at tale med hende, og gav mig lidt håb og tro på, at det måske godt kan lykkes at adoptere alligevel.

Hun ville skrive, at jeg gik ved hende i forbindelse med en selvstændiggørelse og løsrivelse.

Nu håber jeg bare, det når at komme med på samrådet i maj...hvornår det så ligger??

Ellers har jeg det ok. Jeg har stadig svært ved at forene mig med, at min morbror er død, men det er vel forståeligt nok?! Jeg tænker meget på ham og ser ham for mig i forskellige situationer.
Vi fik holdt en rigtig smuk bisættelse for ham i lørdags. Hele kirken var fyldt med blomster...der var næsten ikke plads til flere til sidst, men der var jo også blomster både fra venner, familie, kommunen, kollegaer, dansk sygepleråd osv. fordi han var død under arbejde og under så dramatiske omstændigheder. Vi spillede både et klassisk musikstykke, som var hans yndlingsnummer, et nutidigt popnummer og så kom der et grønlænderkor og sang for ham (han har arbejdet i Grønland af flere omgange). Derudover var der jo de traditionelle 4 salmer.

(Denne passage blev meget lang, men det var meget befriende at skive...advarsel...kan være lidt langt og kedeligt for udenforstående! - det er ok at stoppe med at læse nu :0) )

Familien er desværre stadig i opbrud, fordi der er uenighed om, om min morbrors(ikke biologiske) søn skal betænkes, som det var min morbrors ønske, men som han ikke havde nået at skrive testamente om. Min mormor vil betænke Grønlands børn (er der overhovedet en organisation, der hedder det?)...en smuk tanke i sig selv, men jo ikke, når man ikke vil give noget til det menneske, der betød mest for min morbror, men som hun tilfældigvis ikke bryder sig om. Hun har, mens min morbror levede, ikke gjort forskel på min "fætter" og min bror og jeg, men det indrømmer hun nu blankt, har været for min morbrors skyld. Min moster i Norge er den diamentrale modsætning af min mor og min morbror, og fuldstændig styret af sin mand. Hun ønsker at give de penge, hun skal arve til sine egne børn, og vil ikke være med til i fællesskab at betænke min "fætter".

Hvor familien står efter skifteretten og boet er gjort op, ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg ikke vil have relationer, hvor jeg efter min død risikerer at blive behandlet så respektløst, at mit ønske ikke respekteres. Jeg har i forhold til min familie i Norge intet at miste, men min mormor har jeg altid holdt meget af, men jeg må indrømme, at min respekt for hende, kan ligge på et meget lille sted i disse dage.

Min morbror besøgte min mormor meget ofte (hvar 14. dag) og talte i telefon med hende flere gange om ugen. Han kom og ordnede hende gamle hus, der var ved at styrte ned om ørene på hende. Ingen af hendes andre børn har været der så meget for hende, som han har...og alligevel vil hun ikke efterleve hans ønske om, at hans søn skulle betænkes ved hans død...det er så lavt!

Nu må vi se om tiden kan læge alle sår...både de sjældelige og dem som relationerne mellem de levende har lidt.