Overset post

Ja, den sidste tid har jo været noget turbulent pga min morbrors dødsfald. Vi har rejst meget frem og tilbage. Bo er ofte taget tidligere hjem end jeg, og hans holdning til post er, at det bare skal samles i en stor bunke. Da han endnu var ungkarl og boede på kollegie, havde han, jeg ved ikke hvor meget post i sin postkasse. Det blev bare set løseligt igennem, og så blev postkassen ellers lukket igen uden videre handling (det hedder vel ikke en postkasse for ingenting?). Jeg selv er typen, der åbner alle breve...simpelthen fordi jeg elsker at åbne breve, sådan har det været siden jeg var barn og fik lov til at åbne de rudekuverter, min mor ikke selv orkede at åbne :0)

I øjeblikket går jeg hjemme og forbereder (/burde forberede) mit speciale, som jeg skal starte op til september. Verden er jo fyldt med overspringshandlinger (en af dem er bloggen ;0) ) så jeg gik igang med den bunke post, der havde hobet sig op. Jeg regnede jo med, at Bo havde sorteret det vigtigste fra, og det meste var da også opgørelser fra danske bank (som man jo ligeså godt kan tjekke på nettet), diverse breve fra SU og alle Bo's regninger fra Telia (som af en eller anden grund heller ikke skal åbnes?), men midt i det hele havde et lille brev fra min tidligere psykiater forputtet sig. Jeg har gået og ventet på det, da jeg jo godt vidste, at hun var igang med at brygge noget sammen om mit behandlingsforløb. Nu havde det så ligget der trygt imellem alle rudekuverterne de sidste 10 dage!

Det er simpelthen så fin en udtalelse hun har skrevet! Jeg bliver på ingen måde sygeliggjort. Tværtimod får hun nærmest vendt det til noget positivt, at jeg har været igennem en proces af den karakter: Hun beskriver det primært som en modningsproces, som meget handlede om selvstændiggørelse fra mine forældre. Hun beskriver, at det har været med til at modne mig mere end mine jævnaldrende. Selvfølgelig nævner hun også bulimien, men det beskriver hun som noget kortvarigt (tja, det kommer jo an på definitionen!) I dag ser jeg det også selv som noget positivt. Jeg har virkelig lært meget om mig selv, og det har givet mig en større forståelse for andre mennesker og deres problemer.

Udtalelsen giver mig virkelig nyt håb om, at hvis de æg, jeg ruger på, ikke bliver til noget, er der stadig håb om, at få lov til at adoptere.

Livet former sig hele tiden. Det er som et hav, der evigt skifter udseende. Der kan være blikstille, der kan være bølgegang, der kan være orkan. Der kan være stille klukken, livsbekræftende susen og altoverdøvende brusen.