torsdag, oktober 12, 2006

3D/4D scanning

Så har vi været afsted til 3D/4D scanning. Det var en fuldstændig fantastisk oplevelse at se de 2 små drenge "live". De var meget livlige under scanningen, så der er ikke noget at sige til, at jeg konstant mærker dem sparke!!

Hvis I har lyst til at se flere scanningsbilleder er I velkomne på www.123hjemmeside.dk/mariag

torsdag, september 07, 2006

gennemscanning

Tvilling 1 viser en flot profil, mens tvilling 2 hellere ville vise herlighederne frem, når der skulle tages billeder :0)


















Så er gennemscanningen veloverstået. Begge tvillinger havde vokset sig store og stærke. Faktisk blev terminen rykket 4 dage frem, så den nu hedder 31/1-2007 fremfor 3/2-2007. Det betyder fødslen senest bliver omkring den 17. januar.



Alt var som det skulle være. Man kunne se at begge havde fine hjerter med 4 velfungerende hjertekamre. Der var fostervæske i både mavesæk og blære, så de er begyndt at drikke af fostervæske. De havde også alle lemmer.


Vi besluttede os i morges for, at vi gerne ville kende kønnene, og den beslutning er vi bestemt ikke kede af. Det var på ingen måde det antiklimaks, jeg havde frygtet!! Nu ved vi, at vi venter 2 velskabte DRENGE!! Jeg har hele tiden følt, at det ville blive 2 drenge, men Bo troede, det ville blive en dreng og en pige. Han var dog ikke til at skyde igennem, efter han fik at vide, han skulle have 2 sønner!! Han ville ellers have hemmeligholdt deres køn for resten af omverdenen, men da vi først havde fået det at vide, var han nødt til at dele det med verden også...det passede mig glimrende...jeg er ikke så god til det med hemmeligheder!!

Da jeg senere på dagen var ude at handle røg de første blåstribede bodystockings i indkøbskurven...det føles rart at komme igang!! Nu tør jeg endelig tro på, jeg nok skal blive mor!

Vi var efterfølgende ved lægen, som kunne fortælle, at en sygemelding indebærer, at jeg ikke må støvsuge, vaske gulv og tøj osv. Godt jeg havde Bo med derinde, ellers havde han aldrig troet på det, når jeg kom hjem!! Jeg ved ikke, hvor god jeg bliver til at forholde mig roligt i flere måneder...forhåbentlig bliver jeg så træt senere i graviditeten, at tiden går hurtigt!!

torsdag, august 31, 2006

Long time no see!!

Det er lang tid siden, jeg har haft tid til at skrive herinde...SORRY!!...

Jeg har det rigtig godt og nyder virkelig at være gravid. Jeg er nu 17+5 dage henne og det er heldigvis stadig en meget problemfri graviditet!! Jeg har mærket liv den sidste halvanden uges tid. Først var det kun som små bobler, men nu har det udviklet sig til små puf på indersiden af maveskindet.

Jeg er efterhånden også ved at se rigtig gravid ud. Jeg skal lige vænne mig til at folk ser efter mig på gaden. Jeg finder det faktisk lidt ubehageligt indimellem...folk nærmest plukker tøjet af mig med øjnene...det er jeg sgu ikke vant til..udover måske i meget beruset tilstand en sen aften i tidernes morgen ;0)

På torsdag den 7. september skal jeg til gennemscanning. Jeg håber selvfølgelig mest af alt, at tvillingerne er, som de skal være, men det kunne også være rigtig skønt, hvis de kan se, hvad køn de har. Alternativt har vi bestilt tid til en 3D scanning den 12. oktober, så kan de i hvert fald se det der!!

Vi var ellers begyndt at se på hus på Fyn. Vi bor pt i en 4. sals lejlighed på 78 kvm. Der er ikke elevator i bygningen, så der er langt op, når man skal slæbe på noget samtidig med. Derudover har vi 2 katte og en hund, så vi er nogle stykker til at deles om kvadratmetrene. Desværre kunne banken ikke låne os penge til trods for, at vi har mange penge tilovers, hvis vi sælger vores nuværende bolig...det bliver først når jeg er færdig med at læse...der er tvillingerne omkring 1½ år. Det var lidt af en skuffelse, men vi finder vel ud af at indrette os, så det bliver ok at være her. Trapperne kan vi jo desværre ikke komme uden om...men vi får vel nogle lækre lårbasser og nogle store overarme, når der skal slæbes bleer, babyer og vasketøj op :0)

torsdag, juli 27, 2006

NF-scanning

NF-scanningen gik rigtig godt i dag. Jeg havde forud for scanningen været ret nervøs...det bliver jeg åbenbart op til scanninger, men heldigvis blev min nervøsitet endnu engang gjort til skamme!

Begge tvillinger stortrives fortsat i min mave. De var blevet ret store, faktisk var den største nået frem til en gestationsalder på 13+1 selvom jeg kun er 12+5...vi skulle dog ikke gøre noget ved terminen med mindre der viser sig et lignende billede ved MD-scanningen.

Risikoen for Down's blev vurderet til 1:4360, hvilket hun sagde var flot. Faktisk sagde hun, at hun sjældent havde scannet så flotte tvillinger...det tog jeg til mig, selvom det nok mest var deres nakkefolder hun var interesseret i ;0)

Jeg har er snart færdig i Båstad...det passer mig efterhånden godt...jeg savner Danmark og jeg savner FERIE!!

Jeg får desværre ikke skrevet så meget herinde længere. Jeg har lavet en hjemmeside, hvor familien på Fyn kan følge med i, hvordan graviditeten udvikler sig. Hvis I har lyst til at se lidt billeder, er I velkomne til at kigge forbi på www.123hjemmeside.dk/mariag

fredag, juli 07, 2006

Afsluttet på fertilitetsklinikken (9+6)

Så har jeg været til den sidste scanning på fertilitetsklinikken. Det gik super godt. De små var rigtig hyggelige. Den ene var meget livlig og lå og boksede rundt med bade arme og ben...det er sikkert også fedt, når der pludselig er lidt at bevæge ;0). Den anden lå mere stille med fronten direkte mod proben...som om den var en lille tænker. Begge hjerter hamrede derudaf som om de aldrig havde bestilt andet. Måske det er et lille A- og B-menneske, der ligger derinde...en med mine morgenfriske tendenser og en med Bo's syvsover-gener :0)

Den ene var 30,4 mm (10+0), den anden var 29,9 mm(9+6), så de har udviklet sig helt perfekt. Fertilitetslægen var meget optimistisk omkring prognosen for at fuldføre graviditeten...

Den 27/7 skal jeg til nakkefoldsscanning, så der er kun knap 3 uger til vi skal se vidunderne igen...det glæder jeg mig allerede til!!

Livet i Sverige er stadig lækkert. Jeg er allerede kommet halvvejs igennem forløbet. Tiden er gået alt for stærkt! Jeg har i denne uge været helt alene, da den ansvarlige dyrlæge har været på ferie. Det har faktisk været rigtig fedt...og rigtig fedt at opleve, at jeg kun havde en patient, jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med. Det var dog blevet meget tydeligt, hvad diagnosen var, da de kom til kontrol 3 dage senere, så alt i alt har jeg vel reddet en masse dyr i den forgangne uge ;0).

Det er heller ikke helt skidt at bo 5 min. fra vandet, når der er hedebølge. Jeg har fundet en hundestrand, så Dharma har lært at bade. Det er virkelig fedt...men det er også lidt hårdt for hende, da vandet ikke skal blive særlig dybt, før hendes små corgi-ben ikke kan være med længere...så må hun støttes lidt på det dybe (som går mig til anklerne)...Og så ligger hun jo nummer 7 i kampen om at blive årets corgi-tæve...indrømmet....jeg er stolt :0)

mandag, juni 26, 2006

Tvillinger!!

Ja, som flere af jer gættede på, da jeg fik svaret på mit hCG, venter jeg tvillinger. Jeg må indrømme, at det kom som lidt af en overraskelse for Bo og jeg. Vi havde begge på fornemmelsen, at der kun var en. Desuden har jeg nærmest ingen symptomer, så jeg troede jo måske, at det ville vise sig, at der slet ikke var liv!

Det var helt fantastisk at se de små. Deres små hjerter bankede derudaf og de lå og vinkede med deres små luffer til os. Den ene svarede til at være 8+2, den anden 8+3, så det er jo helt perfekt, da jeg efter egen beregning i dag er 8+2.

Min søsters anden storesøster viste sig også at være gravid. Hun skal føde til december, så det er jo fantastisk. Hun havde også haft kraftig mistanke om, at jeg gemte på en hemmelighed under mavskindet, så det var ret sjovt!

Jeg vil ikke skrive så meget mere. Jeg har talt med så mange mennesker i dag, at jeg snart bare skal sove lidt inden jeg skal tilbage til Sverige!

søndag, juni 18, 2006

7+1

Så er første uge i Sverige gået. Det har været rigtig godt! Vi har fået et lille fint gæstehus at bo i. Der er en lille bitte stue, et lille køkken og 2 fine værelser og meget lavt til loftet...for en gangs skyld er jeg rigtig glad for mine 1,65 m :0)

Området er fantastisk smukt og menneskene utroligt søde. Denne uge har stået på oplæring men fra den kommende uge overtager jeg smådyrspraksis...det glæder jeg mig rigtig meget til!!

Symptomer har der ikke været mange af mens jeg har været i Sverige, og det har ærlig talt bekymret mig lidt...jeg var ikke engang ekstra træt...men weekenden har rådet bod på det, så jeg nu har oplevet 2 dage med let ubehag, lidt ekstra følsomme bryster og træthed...det har givet mig lidt ro igen :0) . Jeg glæder mig rigtig meget til scanningen den 26. juni :0)

Vi var i går til min halvsøsters 18 års fødselsdag. Jeg drak jo selv sagt ikke noget, men det sjove var at min søsters anden storesøster (min tidligere stedsøster) heller ikke drak noget. Vi er jævnaldrende og havde tidligere rigtig meget med hinanden at gøre, så det kunne være lidt sjovt, hvis hun også er blevet gravid...det vil den næste tid jo nok afsløre :0)

I må have en fantastisk uge...jeg er tilbage igen i næste weekend med nye opdateringer...ligesom jeg selvfølgelig også skriver den 26. og fortæller hvordan det er gået :0)