Den værste dag

Hvor er livet skrøbeligt!

Torsdag den 20. april har jeg ferie. Kl 12 har jeg lige været i bad og har fået hevet Bo ud af sengen og fået lokket ham i bad også. Min mor, som arbejder på flex har fri kl 14.00. Alligevel kommer hun ind af døren. Først forstår jeg ikke hvorfor. Så ser jeg på hende. Hun er helt forkert. "Min bror er død", siger hun. Verden breder sig omkring mig for derefter at suges ind i et enormt vacuum.

Udenfor skinner solen.

Det virker forkert, når verden forandres så drastigt.

Han er blevet kørt ihjel af et tog. På vej til den sidste patient på sin vagt. Natsygeplejerskens lod. Trætheden, når dagen lysnes, har slået ham ihjel. Han var ganske enkelt uopmærksom. Togføreren så bilen 15 meter før toget rammer den med 120 km i timen...

Min mor og han har været tæt, som man ellers kun oplever det mellem tvillinger. Jeg ved, hvor stort et tab, hun har lidt. Hvordan intet andet menneske på denne jord, kan forstå hende, som han gjorde.

Han gav mig mit navn. Da mine forældre ikke kunne blive enige og diskuterede Regitze og Anna, kom han hjem fra Jylland, så på mig og sagde: "Hun er jo en Maria!". Det har altid givet mig følelsen af, at han var det første menneske, som så mig, som den jeg i virkeligheden er. Jeg var hos ham altid speciel!

Det er så uvirkeligt, at han nu er væk. Jeg har set hans lemlæstede lig, og ved at han ikke kommer tilbage. Jeg ved, at han ikke længere har et ansigt. At alt, hvad der var fysisk kendetegnende for ham, er hvisket bort. Det gør alt det andet, der gjorde ham til ham, meget vigtigere. Alt hvad han sagde, tænkte og gjorde har betydning.

Han troede på en uvirkelig, stor og altfavnende kærlighed. Det snød ham for kærligheden. Han troede på, at mennesket var godt og ville hinanden det bedste, det skuffede ham. Han ville forstå livet, det gjorde ham til evigt søgende. Det gjorde ham til ham. Et menneske, jeg virkelig fascineredes af, og som i dag fascinererer mig endnu mere.

Jeg kan ikke forstå, at jeg ikke skal se ham mere. Jeg har nu endnu flere ting, jeg ønsker at diskutere med ham. Jeg ved, at han kunne have givet mig nye vinkler på livet. Jeg ved, at han kunne berige mig.

I stedet viste livet, at det er skrøbeligt. At det er nu vi lever. Lev og elsk nu. I morgen er det måske ikke muligt!

Fase 1 samtale

Onsdag d. 5. april var vi til fase 1 samtale. Det gik som jeg havde forventet, men der var også enkelte ting, der overraskede mig.

Vores sagsbehandler er en rigtig behagelig, midaldrende kvinde, som jeg virkelig føler mig tryg ved. Bo synes godt nok, hun er lidt sær, men man opfatter jo nok altid mennesker forskelligt.

Samtalen var mest en orientering omkring, hvordan vores sag ville komme til at forløbe. Det var rart at få et klart billede af processen, det har nemlig været lidt diffust for mig.

Selve samtalen koncentrede sig mest om mig, fordi jeg har en lidt kompliceret sygdomshistorie bag mig. Selvfølgelig var der min tidligere spiseforstyrrelse, som hun skulle vide noget om, det havde jeg odså været forberedt på inden samtalen. Jeg kunne fortælle hende, at jeg i dag er 100% ovre det, og har været det siden 2002. Hun vil anmode min tidligere psykiater om en udtalelse til samrådet. Der var nogle tidligere afgørelser, hvor ansøgerne havde fået afslag pga tidligere spiseforstyrrelse, også selvom det hørte fortiden til, fordi risikoen for udvikling af depression blev vurderet til at være større end for normalbefolkningen.

Så kom den del, der overraskede mig. Jeg havde ikke forventet, at det skulle være et problem, at jeg i julen 2004 fik foretaget et keglesnit pga carcinoma in situ i livmoderhalsen (sidste stadie af celleforandringer før kræft). Ved keglesnittet blev kanterne erklæret frie, hvilket betyder, at de fik det hele med. Jeg skal nu årligt de næste 10 år have taget en ny celleprøve. Sagsbehandleren var usikker på, om der måske var gået for kort tid siden keglesnittet, til at vi kunne få godkendelsen. Hun har anmodet gynækologen, der foretog indgrebet om en udtalelse.

Hun vidste ikke, hvordan samrådet forholder sig til PCO.

Alt i alt er jeg nu ikke særlig fortrøstningsfuld i forhold til samrådet. Det bedste jeg kan håbe på er, at de sender mig videre til en speciallæge (psykiater) og får vurderet min psykiske tilstand i dag, og så håbe, at det er nok til at overbevise dem om, at jeg er i stand til at tage mig af et barn. Ellers er der jo kun tilbage at håbe på, at miraklet sker, og jeg bliver gravid, men det er også svært at tro på efter 6 mislykkede ægoplægninger!

Jeg kan trøste mig med, at jeg bliver klogere i løbet af de næste par måneder!